Anden litteratur

Lykkepust fra Liverpool

Restoplag sælges 80 kr. pr. bog

Email: Bjarni Åkesson Filholm

Det første popbal

Drengene ville gerne til popbal. Deres forældre syntes ikke, at det var en god idé og havde indtil videre sagt nej. Ceder og Sverri var tolv år gamle, da de første gang fik lov til at gå til pigtrådsbal i Rønne. På plakaten stod der: "Popbal på Strien på lørdag - Vanguards - Shylocks - non stop - kl. 20.00-24.00 - entré 5 kr."

Det første popbal. Det var spændende, om det lykkedes for dem at komme ind. De skulle nemlig gennem et nåleøje, nemlig billetsalget. Det var langt fra sikkert, at de ville blive lukket ind, så unge som de var. Både Sverri og Ceder var ret høje af deres alder.

Ceder og Sverri glædede sig i flere dage i forvejen og fortalte om det i skolen. Der var ikke mange af skolekammeraterne, der var særlig interesseret i det, men et par af pigerne syntes alligevel, at det var lidt spændende.

Lørdagen oprandt, og Ceder og Sverri var klar til afgang iklædt højhalsede mørke trøjer, lyseblå jeans og spidse sorte sko. De to drenge gik forventningsfulde ind mod byen.

Da de ankom til spillestedet, Strien kunne de udefra forhallen høre, at det første orkester var gået i gang med at spille. De gode magter var med dem, og de blev lukket ind. Dog ikke uden kommentarer om,  at de var meget unge. Nogle af pigerne på 17-18 år kom også med drillende men sødmefyldte bemærkninger om deres alder. Sverri kvitterede hver gang med et genert og lidt usikkert smil. Ceder havde en mere arrogant og voksen stil.

De gik begge ind i  og entrede et lydunivers, der hele tiden nærmest udvidede sine egne grænser. Der blev spillet pigtrådsmusik fuld af energi og spilleglæde. En pulserende bas, der fik gulvet til at vibrere, elektriske guitarer med sprød og diskant klang, orgel og så en forsanger (han var sgu kortklippet, nærmest plysset) med en hæs og sprød stemme. Det var en god kombination.

Sverri havde aldrig tidligere hørt musik spillet så højt før. Man kunne ikke tale sammen, mens musikken spillede. Man måtte råbe hinanden ind i ørene, hvis man havde noget, der skulle siges.

Ceder og Sverri stod stille, nærmest måbede og nød det. Denne musik bar. Det var øens kendte pigtrådsorkester, The Vanguards.

Siden huskede Sverri desuden tydeligt et gimmick, som Vanguards trommeslager udførte under diverse breaks i musikken. Han smed den ene trommestik op i luften og lod den snurre rundt, for derefter at gribe den igen lige tidsnok til at kunne at fortsætte med at banke takten videre efter at breaket var udløbet.

Publikum sad enten ved borde, som bogstavelig talt var fyldt med ølflasker ude langs væggene af lokalet eller dansede ude på gulvet. De fleste af de mandlige tilhørere havde hvide skjorter, jakkesæt og slips på, mens pigerne var i kjoler. Der var også nogle piger og drenge, der havde jeans og læderjakke på.

Og der var så mange spændende piger at se på. Ceder og Sverri sugede til sig med alle sanser. De troede ikke, at det kunne blive bedre.

På et tidspunkt stoppede The Vanguards med at spille, tog de elektriske stik og ledninger ud af deres instrumenter og gik ned fra scenen. Derefter var der en kort pause.

Sverri og Ceder købte en sodavand, en gul Valash hver.

Lidt efter sprang fire unge mænd iklædt sorte nappaveste op på scenen. De tre havde guitarer i hænderne og den fjerde et sæt trommestikker. Gruppen hed The Shylocks. De satte guitarerne til forstærkerne, stemte strengene, grinede og talte lidt sammen hvorefter en af guitaristerne med stor intensitet begyndte at tælle mens han med det ene ben trampede hårdt i gulvet: "en - to -tre - fire -", hvorefter musikken syntes at eksplodere. Flowet var overvældende.

Gruppen spillede på en måde og med en nerve, der fik Sverri til at forestille sig The Beatles i the below ground club, The Cavern i Liverpool. Sådan måtte det også lyde, når Beatles optrådte. Der var et drive i musikken, veludførte harmonier, gode melodier, god kemi mellem musikerne og en meget velspillende sologuitarist. Trommeslageren lod på merseybeat-manér bastrommen gå hårdt på alle taktslag, og trommestikkerne blev slået så hårdt ned på lilletrommen, at de efter nedslaget lå der, nærmest som om en ma0gnet holdt trommestikken fast på lilletrommeskindet. Sverri fornemmede, at her var vældige magter i spil. "Hold kæft, hvor det virker," tænkte han.

De to drenge svævede på en  muskuløs men venlig lydbølge af musik, der pustede ufortyndet lykke ind i hjernen og hjerterne på dem.

Flere år senere tænkte Sverri på denne oplevelse og var sikker på, at netop The Shylocks ville have kunnet nå langt, hvis de havde haft hjemme i Liverpool eller bare et andet sted i England.

På den måde lærte Sverri, at berømmelse ud over karisma. held, musikalitet og andre talenter også kunne have noget med geografi at gøre. Danmark var ikke England og Rønne var ikke Liverpool, men der var heldigvis lighedspunkter.

Ceder og Sverri stod på Strien og nød det.  Det var der noget ved.  Havde de ikke været overbeviste før, så blev de det nu. De ville spille pigtrådsmusik, have deres egen gruppe og bringe lyden af de elektriske guitarer med sig overalt.

Det salige indtryk af live pigtrådsmusik og drømmene om et liv i tonernes og berømmelsens verden blev brat afbrudt af virkeligheden. Sverri skulle hjem.

Betingelsen for, at han havde fået lov til at gå til dette arrangement, var, at han havde lovet sine forældre at komme hjem senest klokken 22.00.

Det skulle overholdes, men han gik meget ugerne hjem den aften.

Ceder måtte blive så længe han ville, så han lovede at tage "notater".

Men stemningen, pigerne, den svajende musik med en summende bas, der gik gennem ens fodsåler, den råt bankende bastromme og lyden af Høfnerguitarerne kunne man kun opleve, hvis man selv var der.

Sverris krop gik gennem byen i den lyse sommeraften, men hans sjæl kunne ikke løsrive sig, og den fandt først hjem flere dage efter.

 

Bogen er udsolgt, men enkelte eksemplarer kan købes ved henvendelse til Jens.aagesen@skolekom.dk

Bjarni's anden bog: Tresserglimt...

Bjarni's gruppe Another New Groupe

Anden litteratur