![]() |
Jens´ historie e-mail Erindringer ud fra noter i min dagbog |
Jeg var en dag inde på et cafeteria på campingpladsen Kongens Mark lidt syd for Gudhjem. Pludselig var der en der havde kastet en mønt i musicboxen og ud strømmede "What You Done To Me" med Otto Brandenburg hæse stemme. Den brændte sig fuldstændig ind i mit hoved. Jeg var fanget af rockmusikkens sjæl.
|
Otto Brandenburg Jeg oplevede siden flere gange Otto life. Første gang i et telt på Malmøvej i Rønne. Lørdag den 15. august 1964 skulle Otto optræde sammen med en gruppe der hed Bingoes. Jeg havde glædet mig meget til endelig at høre mit idol på en scene. Desværre havde han fået spilleforbud af politimesteren på grund af nogle store "rockuroligheder" omkring teltet dagen før, hvor The Shyloks havde spillet. Vi var dog alligevel mange der var troppet op, og fik så en hyggelig sluder med Otto og det ledsagende orkester Bingoes: Asbjørn Sørensen(rytme), Gorden Baxton(el-bas), Bent Glæsel(trommer), Torben Svane(single), Jeon Falla, der slet ikke forstod forbuddet. Jeg ville gerne sikre mig hans autograf og havde lånt min mors gamle autografbog, som var indviet under krigen med autografer af frihedskæmpere, russere og engelske general Dewey. Jeg syntes Otto Brandenburg var en rimelig repræsentant for vores generation. Nu gjaldt kampen om at få lov til at høre vores musik blandt den ellers dominerende magtelite i DR, der censurerede al populær musik væk, som underlødig. På Fredensborg. |
Elvis Presley. Senere var det så Cliff og endelig Elvis Presley, der blev mit store idol. Hvor jeg som dreng var meget fascineret af de dygtige harmonikaspillere, der spillede op til dans efter komedier i Knudsker Forsamlingshus (især vist nok en der hed Robert) blev det nu guitaren, der fik min store interesse. En Höfner. Guitaren var selvfølgelig brugt. Hvis der er nogen der kan genkende den fra først i 60´ erne, ville jeg blive glad.
|
|
Til popbal.
Vi var fire klassekammerater der ofte tog til popbal sammen. En aften på
Strien fik de mig meldt til en amatørkonkurrence. Nummeret jeg gav var Tutti
Frutti, og jeg blev bakket pænt op af The Vanguards. Specielt husker jeg
støtten fra Ebbe Torgersen. Jeg blev en lykkelig nr. 2. Vinder blev Tom
Christensen der havde øvet lidt med Les Sharons.
Et par dage efter blev jeg kontaktet af Søren Jelle: "Jeg har hørt du synger skide godt. Vi er et orkester, der mangler en sanger. Hvis du har lyst, øver vi hos mig i aften. Nyvej 4!"
The Bullets.
Det var nede i kælderen. Der var to aber "Hartvig" og "Tullemor", som boede inde ved
siden af oliefyret. Øvelokalet var lidt større. Man kunne høre Søren hamre
på trommerne langt væk. Der var to guitarister Richard og Egon, der delte en
forstærker. Mit sanganlæg bestod af en båndoptager. Richard begyndte
forspillet på "Bring it on home", så var vi i gang.
![]() |
I Bombekælderen. Min stemme var hæs efter tre numre. Da vi kørte hjem var den væk. |
Vi fortsatte med at øve. De to guitarister kunne ca. 20 numre.
Problemerne var, at de ikke kunne skiftetoneart. D.v.s. at jeg helst skulle synge
i det toneleje, de kunne spille i. Begge havde hver en forstærker, men det var
svært at overdøve med den lille båndoptager der var stillet til min rådighed
fra en af gadens drenge. Og med en lærlingeløn på 47,25 var der langt til et sanganlæg til
10.000 kr. Trommeslageren tog selvfølgelig heller ikke hensyn. Vi spillede vel
rock?
Jeg tror vi alle har høreskader i dag.
Maneger.
Flere kammerater fra nærliggende gader dukkede op og kom med
gode ideer, forslag til numre eller bare sad og lyttede. En dreng "Steiner"
begyndte at sætte lidt styr på os. Så nu havde vi en maneger.
Der blev ofte diskuteret mere end vi spillede. Jeg brugte timer
på at udglatte uoverensstemmelser musikerne imellem. Det var som regel Jelles
hårde kritik, det var svært for guitaristerne at klare. Til sidst holdt de definitivt
op, desværre tre dag før vi skulle ud at spille. Fra FDF kendte jeg en god
kammerat Jens Westh, som havde en flot rød guitar han kom med en kammerat og i
løbet af et par aftener var vi klar med 20 numre. Vi nåede da også at
optræde i de aftalte 4 timer, men det var lidt svært til sidst at spille de
samme 20 numre igen og igen. Men det gik.
Desværre kunne de heller ikke i længden klare den rå tone i
orkesteret og vi stod igen uden guitarister.
Så dukkede en nabo Arne Nielsen op. Jeg kontaktede Benny "Choko" Larsen som var med i et orkester vi havde haft med på Østerlars Hotel for at spille i pauserne. Bent "Challes" Kofod spurgte om vi ikke var interesseret i en bas, og så var vi pludselig mere end intakte igen. Bent havde selv en flot VOX-forstærker og kendte en, der havde et sanganlæg som vi gerne måtte låne. Ib B. dukkede op med langt sort Stones hår og et rigtigt flot sanganlæg med ekko, søjler og det hele. Hold kæft hvor lød det bare godt, når vi gav den nu.
Almegårdskassernens gymnastiksal.
Næste arrangement var ude på kassernen. Jeg skulle bare komme
der ud klokken 18, så ville de andre sørge for at stille op. - - - Desværre
fandt jeg senere ud af at grunden var, at de skulle prøve Ib som sanger, han
havde jo anlægget. Heldet for mig var, at han sang falsk.
Selv om jeg kunne fornemme en trygget stemning, da jeg ankom, anede jeg ikke
uråd før et par dage efter, hvor jeg fik at vide, at vi ikke kunne benytte Ibs
anlæg mere. - - - Den rigtige historie fik jeg kun flere år efter!
Hotel Bornholm. - Jens! Er du frisk? Det var Sørens stemme i telefonen. Han var på Borgen og havde aftalt med Vanguards at vi kunne spille i deres pause. Efter nogen betænkning, og lidt snak frem og tilbage lovede jeg at komme. Da jeg havde sat knallerten uden for, gik jeg ind i den store sal på Borgen, hvor Søren sammen med Bendy var i gang med at lave en plakat hvor der stod The Vanguards gæsteoptræden The Bullets. |
![]() |
Trods min skepsis gik det langt bedre end forventet. Folk var ellevilde og ville hele tiden have mere. Men til sidst gik The Vanguards selv op på scenen, og så var det slut. Men værten Erland Hansen havde bemærket os og fik vores telefonnummer.
Nexø Ungdomsklub.
Nexø! Vi skal spille i Nexø! Ungdomsklubben i Nexø havde hørt af
nogle fra Knudskers Ungdomsklub at vi var gode. Fat i en vognmand. 1735! En
vognmand Frederiksen fra Sigynsvej havde et rugbrød, en Ford, der kunne rumme
alle vore instrumenter. Så var det afsted.
Klublederen hed Valentiner-Brandt, en hyggelig lærer med langt
skæg. Vi var noget spændte på hvor mange der kom?
- Åh, der skal nok kom en halvfjerds-firs stykker.
Vi stillede op i de små hyggelige lokaler, og så begyndte det at vælte ind
med folk.
Vi gav den alt hvad vi kunne og sluttede lykkelige, efter
en glad aften.
Mens vi sad og ventede på vognmanden småsludrede vi lidt med
klubbestyrelsesmedlemmerne. Jeg sad sammen med en pige i grå westsider og sang
om "Det store stygge Storkespringvand". Hende blev jeg forelsket
i!
Selv om jeg har mødt hende mange gange senere, har jeg aldrig fortalt hende
det. Det blev kun til lidt øjenkontakt og til et intenst smil nu og da, når
jeg sang til hende fra scenen.
Snestorm på Bornholm. Vi skulle spille på Boesvang. Et eller andet lejrskolested oppe på nordkysten. Det havde været snevejr. I flere dage. Jeg ringede til Jelle, om vi ikke skulle aflyse. Der var mindst en meter sne nogle steder mere: - Aldrig! - Jamen der går ingen biler, vejene er lukkede. - Vi kører selv! Jeg kommer forbi omkring klokken 17.00. Mellem Klemensker og Rø lå der to meter høje driver. Men Søren satte fuld gas på folkevognsrugbrødet. I et par minutter var det helt mørkt. - vi var inde i driven og farten på bilen begyndte at gå af. Men pludselig begyndte det at lysne og vi var sørme kommet igennem. Stor modtagelse da vi nåede frem. Rigtig feststemning. Karneval. |
![]() |
Hit house i København Anden
gang var til til det store beattempel Hit House. Da vi ankom til Hit-House, var der en masse unge mennesker uden for. Det virkede meget spændende. Garderoben var lige under scenen, der kunne vi stemme guitarerne og aftale den endelige rækkefølge af numre. Vi gav først de aftalte to sæt med et par timers mellemrum, men lige da vi skulle til at køre, kom direktør Poul Paris og bad os give et sæt mere, da folk i salen stod og råbte vores navn. Så kan det nok være vi gav den!!! Et ekstra sæt.
Men denne gang blev tæppet trukket for.
Blændet af projektører. Det var helt umuligt at fornemme, hvor scenekanten var. Men da optakten fra trommerne var afsluttet, satte jeg mikrofonstativet ned og startede sangen.
Folk var fuldstændig vilde. Efter en halv times forløb afsluttede vi med et følsomt BeGees nummer og så måtte vi takke af trods den fede stemning og opfordring om flere numre fra salen. Poul Paris kom ned i garderoben bagefter og håbede vi ville komme igen snarligst. Vi skrev vores navne i gæstebogen og - lidt uofficielt på væggen, hvor der var mange andre der havde malet deres navne. fortsættes ................ |
Jens´ historie